Rideklubben

Rideklubben

Bestyrelsen


Formand

Katrine Egholm Sander Morild


Næstformand

Mathias Baisgaard


Sekretær

Tanja Manning Jensen


Kasserer

Sofie Weiersøe Skovholm


VEDTÆGTER



NAVN OG FORMÅL
§ 1 Klubbens navn er ”HALS RIDEKLUB”, og den er hjemhørende i Aalborg Kommune.


§ 2 Klubbens formål er at fremme ridning gennem undervisning, stævner, kurser, udflugter og
medlemsaftener, samt fremme det kammeratlige samvær mellem klubbens medlemmer
(og andre rideklubber)


DANSK IDRÆTSFORBUND
§ 3 Rideklubben er medlem af Danmarks Idræts Forbund, hvorfor klubben og det enkelte
medlem er forpligtet til at rette sig efter Dansk Idræts Forbunds regler og bestemmelser,
herunder forbundets fastsatte voldgiftsbestemmelser.


MEDLEMSKAB
§ 4 I rideklubben optages senior- og junior- medlemmer. Unge mennesker kan kun optages
som junior-medlemmer til og med det år, de fylder 18 år. Passive medlemmer kan
optages i klubben uden ret til at deltage i ridesportslige aktiviteter.


Indmeldelse skal ske til kassereren. Optagelse af umyndige kræver samtykke fra
forældre/værge.


Udmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til kassereren med 1 måneds varsel
til periodens udløb.


Indbetalt eller forfalden kontingent refunderes eller
eftergives normalt ikke. Bestyrelsen er dog berettiget til skønsvis og efter
anmodning, at dispensere herfor.


Udmeldelse sker dog automatisk i forbindelse med ophør af undervisning ved
næstkommende årsskifte, medmindre andet er aftalt med kassereren.


KONTINGENT
§ 5 Stk. 1 Kontingentet opkræves forud to gange årligt. Opkrævningen sker i december(året før) og
juni måned og er forfalden til betaling henholdsvis 1. januar og 1. juli.


Stk. 2 Medlemskontingentet for det førstkommende år fastsættes af bestyrelsen og forelægges
den ordinære generalforsamling til endelig godkendelse.


Stk. 3 Er kontingentet ikke betalt senest 3 måned efter forfaldstid, kan medlemmets rettigheder
ophøre, og vedkommende kan kun genoptages på ny mod betaling af restance samt
kontingentbeløb.


Forfaldent kontingent skal betales uanset ophør af medlemsrettigheder. Bestyrelsen kan
slette et medlem, der ikke har betalt kontingent rettidigt, og som heller ikke har betalt
senest 14 dage efter at have modtaget krav herom.
Bestyrelsen er bemyndiget til at ændre på alle øvrige kontingentsatser, men med ansvar
overfor generalforsamlingen


KARANTÆNE/UDELUKKELSE
§ 6 Stk. 1 Bestyrelsen kan meddele karantæne af nærmere fastsat omfang, dog max. 2 måneder, til
et medlem, der gør sig skyldig i usportslig optræden, eller på anden måde opfører sig til
skade for klubben.

For at denne beslutning skal være gyldig kræves, at mere end halvdelen
af samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for karantænen. Medlemmet skal have
adgang til at udtale sig for bestyrelsen inden 8 dage.


Stk. 2 I særlige tilfælde kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at et medlem udelukkes
fra klubben i et nærmere angivet tidsrum over 2 måneder.

På generalforsamlingen afgøres sagen ved en skriftlig afstemning, og for vedtagelse kræves et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer (blanke stemmer tæller som afgivne).
Medlemmet har krav på at være til stede og forsvare sig.


BESTYRELSEN
§ 7 Stk. 1 Bestyrelsen består af 3 (- 7) medlemmer, der alle skal være fyldt 18 år.


Stk. 2 Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen, således at der er 2
bestyrelsesmedlemmer på valg i ulige år og 3 på valg i lige år.

Generalforsamlingen vælger hvert år 2 suppleanter, som vælges for ét år ad gangen.


Stk. 3 I tilfælde af vakance for formanden eller andet bestyrelsesmedlem indtræder en af
suppleanterne i bestyrelsen.

Såfremt suppleanternes pladser er vakante, supplerer bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsamling. Efter indtræden eller supplering konstituerer bestyrelsen sig på ny.


Stk. 4 Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer.


MØDEVIRKSOMHED
§ 8 Stk. 1 Bestyrelsen afholder mindst 8 bestyrelsesmøder om året. Sekretæren udsender skriftlig
dagsorden senest 5 dage før mødet.


Stk. 2 Bestyrelsen skal sammentræde på forlangende af et bestyrelsesmedlem senest 8 dage
efter anmodning. Indkaldelse skal ske skriftlig senest 3 dage før.


Stk. 3 En bestyrelse er beslutningsdygtig, når formanden og kasserer eller sekretær og et
bestyrelsesmedlem er tilstede.


Stk. 4 Alle beslutninger tages ved almindeligt flertal i bestyrelsen. Ved stemmelighed er
formandens stemme afgørende. Næstformanden træder under formandens fravær i
dennes sted.


Stk. 5 Sekretæren fører forhandlingsprotokol på bestyrelsesmøderne. Ved næstkommende
bestyrelsesmøde godkendes referatet.


UDVALG
§ 9 Bestyrelsen træffer hvert år på det konstituerende møde beslutning om organisering og
fordeling af klubbens opgaver og ansvarsområder, der vedrører klubbens drift.


PROKURA
§ 10 Bestyrelsen disponerer over foreningens midler i overensstemmelse med foreningens
formål og træffer alle bestemmelser vedrørende foreningens virksomhed.


Prokura kan meddeles til to i bestyrelsen, f.eks. formand/næstformand – kasserer, der er
bemyndiget til at underskrive de dokumenter om køb, salg og anden afhændelse samt
pantsætning, som er en følge af generalforsamlingsbeslutninger, der er truffet herom i medfør af § 13. Der bør ikke meddeles eneprokura.


§ 11 Bestyrelsen har ret til opkrævning af betaling for arrangementer.


§ 12 Det er bestyrelsens pligt at indkalde til mindst ét medlemsmøde om året, hvor bl.a.
klubbens forhold er på dagsordenen.


REGNSKAB
§ 13 Stk. 1 Regnskabsåret følger kalenderåret.


Stk. 2 Kassereren forelægger det afsluttede regnskab for den ordinære generalforsamling til
endelig godkendelse.


Stk. 3 Revisionen foretages af to medlemmer valgt af den ordinære generalforsamling for en
periode af to år. Hvert år er en revisor på valg.


Det reviderede regnskab skal foreligge senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse
og kan rekvireres af klubbens medlemmer tillige med budget for det kommende år.


GENERALFORSAMLINGEN
§ 14 Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed og indkaldes af bestyrelsen.


§ 15 Stk. 1 Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år i februar måned efter elektronisk
indkaldelse. Tiden og stedet for generalforsamlingen skal, tillige med dagsorden og de af
bestyrelsens fremsatte forslag skriftligt elektronisk meddeles klubbens medlemmer med
mindst 14 dages varsel.


Hvert medlem over 14 år har én stemme. For medlemmer under 14 år har forældre/værge én stemme.
Stemmeretten er personlig og kan benyttes ved fuldmagt. Hvert medlem må max.
medbringe én fuldmagt.


Medlemmer på 18 år og derover er valgbare til bestyrelsen. Forældre til medlemmer under
18 år er ligeledes valgbare til bestyrelsen.


Stk. 2 For den ordinære generalforsamling gælder følgende dagsorden:


1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab og budget
4. Behandling af indkomne forslag
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer + 2 suppleanter
6. Valg af revisorer
7. Valg af udvalgsmedlemmer
8. Fastsættelse af kontingent
9. Eventuelt


Stk. 3 Forslag, der ønskes til afstemning, skal udfærdiges skriftligt og være formanden i hænde
senest 7 dage før generalforsamlingen.


§ 16 Stk. 1 Dirigenten leder forhandlingerne og afstemninger.


Stk. 2 Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.


§ 17 Alle generalforsamlingens beslutninger træffes med almindelig flertal.


§ 18 Hvert medlem over 14 år har én stemme. Stemmeretten er personlig og kan benyttes
ved fuldmagt. Hvert medlem må max. medbringe én fuldmagt.


§ 19 Stk. 1 Afstemningen skal ved valg af bestyrelsesmedlemmer ske skriftligt.


Stk. 2 De kandidater, der opnår flest stemmer, er valgt til bestyrelsen.


§ 20 Bestyrelsen sørger for, at der føres protokol under generalforsamlingen.
Protokollen underskrives af dirigenten og formanden.


EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
§ 21 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne anser det for
nødvendigt, eller når mindst 33 % af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig
begæring herom med angivelse af dagsorden.


Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 3 ugers varsel.


VEDTÆGTÆNDRINGER
§ 22 Vedtægterne kan ændres på generalforsamling, såfremt forlangende herom vedtages af
mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede.


OPLØSNING AF KLUBBEN
§ 23 Stk. 1 Opløsning af klubben kan kun finde sted, såfremt der ved to på hinanden følgende
generalforsamlinger er opnået almindeligt stemmeflertal for dens opløsning.


Stk. 2 Klubbens aktiviteter vil i tilfælde af opløsning tilfalde ”HESTENS VÆRN”


Revideret i overensstemmelse med vedtagelsen på den ordinære generalforsamling afholdt d. 14.02.2022